RAW kakao-citronkugler

Jeg har gået og manglet et sundt alternativ til romkugler fra bageren; de smager godt, men de er jo stoppet med kalorier og ting og sager (som man til tider ikke ved, hvad er), som ikke er gavner i længden. Selvfølgelig er der mange kalorier i, taget ingredienserne i betragtning. Fordelen ved disse er dog, at du får langt flere bevarede vitaminer og mineraler her, end du gør i romkugler! Derfor valgte jeg, i anledning af min mors fødselsdag, at lave (ja lave, ikke bage ;-)) raw-kugler. De smagte fantastisk og blev hurtigt spist. De er super nemme at lave, og når man, som jeg, bor i en lille lejlighed hvor en ovn er mere eller mindre en mangelvare, kan man heldigvis nøjes med en blender/minihakker el. lign.
Desværre har jeg ikke fået taget billeder under processen, så jeg håber, at I kan 'nøjes' med det færdige resultat.

Det eneste minus ved disse er, at hvis ingredienserne ikke er noget man har på sit basislager i køkkenet, kan den blive en anelse pebret - det vil især su'erne nok synes :-) Den oprindelige opskrift lyder på cashewnødder, jeg er dog større tilhænger af mandler, så en pose af dem fik jeg hurtigt fat i.
MEN, om ikke andet får I opskriften her:

"DEJ":
2,5 dl dadler, bløde og uden sten
2,5 dl mandler
En anelse salt (kan udelades, det gjorde jeg)
2 - 4 tsk friskpresset citronsaft
1 - 2 tsk revet citronskal
1 spsk ren kakaopulver

Hvis konsistensen ønskes mere 'flydende' tilsæt da 2 spsk jomfrukokosolie (jeg lod være og fik et rigtig fint resultat).

FREMGANGSMÅDE:
Tag mandlerne og put dem i en blender/minihakker til de er blendet til mel. Hvis man har valgt at tilsætte salt, skal det kommes i her.
Tilsæt nu de bløde dadler og kakaopulver og blend til det hele har en fin og cremet masse. Tilsæt nu citronsaft - og skal og blend igen. Hvis massen ikke har den cremede konsistens, tilsæt da kokosolie.
Nu skulle massen være færdig og formes til kugler. Jeg rullede mine i kokosmel og kom den i glad-farvede muffinsforme.

Opbevares de i køleskab, kan de holde sig 1- 2 uger. Et godt tip er, at de er super lækre som snack efter træning!

ENJOY!

Etiketter: , , , , , , , ,