Franskinspireret tomattapenade


Mmh, tomattapenade... Det minder mig om Sydfrankrig og om sommeraftener - samt frokoster, hvor bordet er fyldt med baguettes, tapenader, oliven og paté. Jeg lavede en hjemmelavet version, som er rigtig lækker, nem og som går til de fleste måltider. Jeg fik tilmed lidt på et stykke brød her til morgen ;-)

Tomattapenade:

200 g oliven (grønne - sorte kan også sagtens bruges)
100 g soltørrede tomater i olie
½ potte frisk basilikum
4 spsk olivenolie
Saften af ½ citron
2 - 3 fed hvidløg (afhængig af størrelsen)



Oliven, soltørrede tomater samt pressede hvidløg kommes i en foodprocessor, og blendes til det har en sammenhængene konsistens, dog uden at være cremet. Basilikummen plukkes, skylles og kommes i sammen med olivenolie og citronsaften. Herefter blendes der til massen har en mere cremet konsistens, som dog stadig gerne må være lidt grov. Tapenaden smages til med salt og peber - ønsker man en mere "flydende" tapenade, tilsættes der olivenolie efter behov. Tapenaden blendes nu endnu en gang og er klar til servering.


Tapenaden opbevares i køleskab i en lufttæt beholder. Lav endelig en stor portion - det kan holde sig længe på grund af olivenolien ;-)

Bon appetit!

Etiketter: , , ,