Dampet torsk m/ tilbehør & hjemmelavet sennepsdressing


I går aftes stod den på en rigtig hyggelig kæresteaften efter en vellykket 60-års fødselsdag hos min svigerfar dagen forinden - og efter en bytur natten til søndag. Mildest talt var vi brugt og havde snerten af en hovedpine, hvilket skulle spises væk med noget let og lækkert. Let og lækkert blev det; vi fik torsk med hjemmelavet sennepsdressing, kogte kartofler og raw grøntsager.

Torsk m/ tilbehør:
(2 pers.)

250 g frisk torsk
ca. 300 g små kartofler med skræl
2 peberfrugter
ca. 10 cherrytomater
½ agurk
Kapers efter lyst
Hvidvin
Olivenolie
Salt og peber

Sennepsdressing:
2 spsk. dijonsennep
1 spsk. flydende honning
4 spsk. hvidvinseddike
4 spsk olivenolie



Rens kartoflerne og læg dem i en gryde, hvor de er dækket med vand. Sæt kartofler over og lad dem koge ca. 15 min. Skyld og snit imens grøntsagerne og kom dem i en skål for sig. Læg torskefileterne på en pande sammen med kapers og hæld hvidvin og en lille sjat olivenolie over, så fileterne er halvt dækket. Lad panden stå ved middel varme, læg en stykke stanniol over, så panden er helt dækket, og lad torskefileterne dampe 5 - 6 minutter, til de er hvide og faste.
Alt imens kartoflerne koger, og fisken damper, laves sennepsdressingen, som er dejlig simpel; bland blot de 4 ingredienser sammen, rør godt og stil på køl til maden er klar.


 Servér fisken, grøntsagerne og kartoflerne med den hjemmelavede sennepsdressing. Voilá! Bon appetit!

Etiketter: , , , ,