Rød-karry wok m/ kylling og grønt


I weekenden lavede kæresten min og jeg wok. Vi trængte begge til en aftensmad, som ikke lå for tungt og som dog alligevel mættede. Jeg gik i køkkenet, mens DMA kørte i baggrunden, og mens stearinlysene brændte.
Jeg har ofte lavet wok, dog ikke med kokosmælk, så det var på tide at få det prøvet af. Det smagte super godt, dog lavede jeg én fejl: jeg underdrev kokosmælken! Dette gjorde ikke som sådan noget ved retten, det var dog lidt ærgerligt, at der ikke var nok væde, så risene i bunden af tallerknen også kunne nyde lidt godt af det.


Rød-karry wok m/ kylling og grønt:
(2 personer)
400 g kylling i strimler
1 peberfrugt
1 broccoli
1 porre
1 pastinak (kan udelades, den lå bare i køleskabet og ventede på at blive brugt)
1 spsk fishsauce
1 ds. kokosmælk (400 ml), brug gerne to
6 tsk rød karrypasta
3 - 4 fed hvidløg
Olivenolie til stegning
2 - 4 dl fuldkornsjasminris (alt efter sult)
½ salathoved, evt. iceberg


Hak eller snit hvidløgsfedene og hæld dem på en pande/wok, hvor de brunes, sammen med olivenolie og karrypasta. Læg herefter kyllingen ved og lad dem stege 5 - 6 min. på hver side ved middel varme. Hæld herefter risene i en kasserolle/gryde for sig og kog dem efter anvisningen på posen. Snit imens grøntsagerne, hæld dem ved kyllingen (på nær broccoli) og lad dem stege med i ca. 5 min. Tilsæt herefter kokosmælken og skru en anelse op for varmen. Tilsæt nu en spiseske fishsauce, evt. mere karrypasta, hvis det ønskes og broccolien. Lad retten simre til broccolien har kogt med, og til risene er klar. Alt imens snittes salaten fint.


Voilá, maden er klar. Start med at hælde ris på tallerknen, herefter salat og til sidst wokretten.
Bon appetit!

Etiketter: , , , , ,