Koldthævede Grovboller


Mmh, lune koldthævede grovboller, som kommer direkte fra ovnen, ud på min tallerken og ind som morgenmad. Dét er da sagen at stå op til!
I disse kolde vintermåneder, hvor rimfrosten lægger sig over det ganske land, og hvor kulden ikke virker hverken motiverende eller tiltrækkende, er det da tiden til lidt selvforkælelse. Min består af hjemmebag, hvilket vinder både mit hjerte og mine smagsløg.
Denne opskrift er super nem, super lækker og super sund. Dejen laves om aftenen, hvilket er fordelagtigt den efterfølgende morgen, da dejen kun skal formes til boller, på en bageplade, ind i ovnen og vupti, så er der lækker friskbagt morgenmad. Jeg elsker både duften og smagen af hjemmebag; det er noget mere lækkert end bare at stikke til bageren efter morgenbrød, hjemmet dufter skønt af husmoderlige gerninger (på trods af de ellers manglende evner i netop denne kategori!), man bestemmer selv, hvad der puttes i, og bollerne kan tilmed fryses ned og nydes dage eller uger efter. Det er intet andet end skønt, og bollerne skal bages igen, når semesterstarten melder sig - lige til madpakken, uhm!


Koldthævede Grovboller:
(18 stk.)

1 liter lunkent vand
15 g. gær (ca. tre små ærter)
3 tsk. groft salt
1 spsk. økologisk honning
100 g. havregryn (gerne grovvalsede)
400 g. grahamsspeltmel fra Urtekram
100 g. rugmel
200 g. sigtemel
1 dl. solsikkekerner
1 dl. hørfrø
1 dl. sesamfrø
1 dl. grofthakkede valnøddekerner
Hvedemel/sigtemel for resten (ca. 100 g.)



Fremgangsmåde:
Opløs gær, salt og honning i det lunkne vand. Tilsæt herefter alle kerner og frø samt havregrynene. Bland grahamsspeltmel, rug og sigtemel i en separat skål og tilsæt dette til det lunkne vand. Rør grundigt med en gaffel eller elpisker med dejkroge. Dejen skal være træg - det er hårdt men god træning ;-) Er dejen ikke træg nok tilsæt da hvedemel eller sigtemel, til dejen har den rigtige konsistens. Ca. 100 g. hvedemel er mest fordelagtigt at tilsætte, da det giver dejen struktur og samler den, så den ikke falder sammen i ovnen.
Sæt dejen i køleskabet i minimum 10 timer (gerne natten over eller længere). Når bollerne skal laves, form dem da med to skeer og sæt dem på en bageplade. Stik ikke fingerene i det, da dejen er meget klistret.
Bollerne bages i midterste rille i almindelig ovn ved 200 grader i 35 - 40 minutter, eller til de er smukke og gyldne. Lad dem køle af i ca. 10 - 15 minutter, før de skæres over.


Voilá & bon appetit! Hvem gad ikke vågne op til disse friskbagte sager hver morgen? Mmh...

Etiketter: , , , , , , ,