tirsdag den 28. februar 2012

Bærkompot - til morgenmad, middag eller bare hygge


Disse lækre bærkompot(er?) er skønne på hvilket som helst tidspunkt på dagen; hvad enten det er til morgenmad på havregrød eller et rundstykke, på et stykke brød til frokost, eller om den bruges på en hjemmelavet isdessert på en hyggelig aften. Endelig kan den bruges i stedet for marmelade i en lækker lagkage, den kan blandes med flødeskum, eller over en frugtsalat på en kølig sommeraften.
Kompoten kan bruges til HVAD du vil, HVORNÅR du vil :-)

Brombærkompot på min højtelskede (og vanedannende) havgregrød
Jeg kan garantere, at hvis du er en af dem, som elsker en god marmelade, vil du også komme til at elske en god hjemmelavet bærkompot, som er et fantastisk alternativ til en sukkerfyldt marmelade! Bærerne koges, dog er det ikke alle vitaminer og antioxidanter, som koges væk. Dermed er den ikke kun velsmagende men også fyldt med gode sager, som både dit hjerte, blodomløb og din mave vil takke dig for.
En kompot kan varieres i et utal af varianter. Jeg bakser med en æble-ingefær-kanel kompot og lavede i morges en hindbærkompot, som er en anelse mere sur - men den smagte skønt ovenpå de søde pandekager, som kæresten min og jeg lavede i formiddags.


Bærkompot - blåbær:
250 g. frosne blåbær
Saften af 1 lime
1 spsk. Perfekt Fit (er du ikke til det syntetiske og kalorielette, kan dette erstattes med 1½ spsk. lys rørsukker)

Fremgangsmåde:
Kom de frosne bær i en mellemstor kasserolle/gryde og skru op for blusset. Tilsæt limesaften og lad det koge op. Lad bærerne koge under låg (husk at røre i det og lad det endelig ikke brænde på) indtil de bløder op og begynder at skille. Tilsæt nu den ene spsk. Perfekt Fit (eller rørsukker) og lad det småkoge i yderligere 5 minutter under omrøring. Tag kompoten af varmen og lad den køle af, før du kommer den på glas. Skal den bruges med det samme (f.eks. til en isdessert eller på havregrød) er den klar til brug, når den er taget af varmen.
Kompoten holder sig ca. en uge i køleskab.

Bærkompot - brombær:
300 g. frosne brombær
Saften af 1 lime
Saften af en appelsin
1 spsk. Perfekt Fit (er du ikke til det syntetiske og kalorielette, kan dette erstattes med 1½ spsk. lys rørsukker)

Følg ovenstående fremgangsmåde. Appelsinsaften tilsættes sammen med limesaften og ti minutter efter - bum - så er kompoten klar!



Voilá & bon appetit! Nu kommer foråret også snart - og så kan en bærkompot da ikke undværes! ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar