Et svigt & cookies med mandler & tranebær - undskyld og mums!


Undskyld!
for mit fravær på bloggen! De sidste par måneder har været hektiske, og der har for mit vedkommende været en del at se til, hvilket har overskygget alt andet - deriblandt min kæreste, kæreste blog...
Jeg har alligevel formået at lave en del mad, kager og drinks - det kan og vil jeg jo ikke undvære! På trods af det faktum at jeg har fået taget nogle flotte billeder, spist, drukket og nydt min mad, har jeg ikke kunnet finde tiden til at få lagt det hele op på bloggen. Når det så er sagt, vil jeg snarligt lægge billeder op af nogle af de ting, jeg har lavet de seneste par måneder - opskrifterne må I desværre undvære, i hvert fald indtil videre - håber det er ok :-)

MEN... I går lavede jeg cookies - hjemme hos min mor, og det var hyggeligt! Vi fik gæster, og de skulle have lidt godt til ganen. Da jeg selv er intolerant over for laktose! (mælkesukker), lavede jeg disse cookies uden mælkeprodukter (og faktisk også uden sukker). Nemt og ikke mindst hurtigt, i al fald så længe man har nogle af ingredienserne på sit basislager. Jeg har altid mandler og næsten altid tranebær og honning, så det var oplagt, at disse ingredienser skulle være en del af de sunde(re) cookies, som skulle gøre både gæsterne, min kære mor og mig selv glade i både gane og mave.



Opskriften lyder
100 g honning
1 dl havregryn
1 dl hvedemel
1 tsk vanillesukker
½ tsk bagepulver
1 dl rapsolie eller anden smagsneutral olie
1 æg
1 dl tørrede tranebær
1 dl grofthakkede mandler



Forvarm ovnen ved 175 grader.
Smelt honningen i en kasserolle, hvis ikke der bliver brugt flydende honning. Rør imens de tørre dele sammen på nær "fyldet", altså mandler og tranebær. Når honningen er smeltet røres olie samt æg heri, hvorefter det skal piskes ganske let. Rør den våde del sammen med den tørre med en gaffel og tilsæt nu "fyldet". Rør massen godt sammen.
Brug en spiseske til at fordele dejen som cookies på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg fik 14 cookies ud af denne opskrift - mellemstørrelse, de var gode.
Bag dem i 15 minutter til de er gyldne og sprøde, mmh!

De sørgelige rester... ;-)
Voilá & bon appetit!
Her til aften fik vi dessert (hvilket sker sjældent!), nemlig raw chokolade mousse - dén var god! Og simpel! Og nem at lave! Glæd jer - opskriften kommer snarest :-)

Etiketter: , , , , , , ,