Grød #5: Emmergrød m/ ristede solsikkekerner & pære


Denne grød er (endnu) et led i mit lille eksperiment, som omhandler grød i alle afskygninger. Jeg ELSKER grød, og jeg kan ikke sige det nok! Jeg elsker morgengrød, eftermiddagsgrød, aftengrød, natgrød - al slags grød, så længe jeg får lov til selv at lave den ;-)
Jeg går med en idé om at invitere mine piger på grød, men måske det er lige aparte nok - jeg tror i al fald ikke, at det i så fald ville falde i (helt vildt) god jord ;-) Det er dog min mission at dele ud af min grød, og forhåbentligt finder folk inspiration i denne lækre spise, som ikke kun er sund og velsmagende, men som også er en fantastisk form for brændstof for hjerne og krop.
Jeg har fået fat i en pose emmerflager fra Aurion, som smager skønt og giver grøden mere karakter. Denne grød egner sig fantastisk godt som frokostgrød, men også som morgenmad, hvis man ikke er til alt for søde sager på den tid af døgnet. De ristede solsikkekerner smager skønt oven på grøden og gør den en anelse rustik, hvilket ikke kun ser lækkert ud, men som også giver smagsløgene noget at glæde sig over.


I emmergrøden var der
½ dl emmerflager
½ dl grovvalsede havregryn
1 spsk hørfrø
Vand
Himalaya salt
En god håndfuld solsikkekerner
½ pære i kugler
Rosiner

Start med at hælde solsikkekernerne i en kasserolle/på en pande og tør-rist dem til de er lysebrune. Stil dem til side og rist nu emmerflagerne på samme måde - til de er lysebrune og begynder at dufte dejligt.
Hæld emmerflagerne i en kasserolle, tilsæt havregryn, hørfrø, 1 spsk ristede solsikkekerner (gem resten til topping), vand til grynene er dækket og salt efter behov.
Kog grøden ved svag varme under omrøring til du har den ønskede konsistens. Udhul imens pæren med en kugle-udhuler.
Server emmergrøden med pærerkuglerne, ristede solsikkekerner og rosiner.



Trés belle, bon appetit!

Etiketter: , , , ,