Paleo granola


Denne granola er lavet på baggrund af de principper, paleokost er baseret på. Jeg lever ikke selv af stenaldermad, da jeg hverken kan eller vil undvære min morgengrød samt være hæmmet af diæten, når jeg spiser ude. Dog nærer jeg en stor interesse for stenalderkosten og dens principper, hvilket jeg ind imellem prøver at indlemme i mine egne kostvaner - blandt andet er jeg vild med, at få både kerner, frø og nødder ind i min hverdag samt flere proteiner, hvilke jeg spiser alt for få af.
Nok om det - det essentielle er, at jeg finder princippet bag stenalderkost spændende og udfordrende.
Netop derfor lavede jeg denne granola, som atypisk ikke indeholder havregryn, men derimod udelukkende består af frø, nødder, kerner og frugt. Der er ingen kunstige tilsætningsstoffer; kun kanel, æble og dadler, som søder vanvittig dejligt.


Stenalder granolaen består af
100 g grofthakkede mandler
50 g grofthakkede hasselnøddekerner
50 g grofthakkede valnøddekerner
100 g solsikkekerner
50 g sesamfrø
50 g hørfrø
100 g bløde dadler
1 æble
1/4 dl vand
2 tsk stødt kanel

Bland nødder, kerner og frø i en skål for sig og sæt den til side. Skær stenene fra dadlerne og hæld dem i en kasserolle. Skær æblet i tern og hæld det ved dadlerne sammen med 1/4 dl vand. Sæt låg på og lad det småkoge i 5 minutter, til både dadler og æblet og blødgjort.
Hæld vandet fra æble-dadel-blandingen, tilsæt 1 tsk kanel og kør det i en foodprocessor eller med en stavblender, til massen er blød og lind.
Hæld æble-dadel-blandingen over frø, nødder og kerner og rør til alt er dækket.
Hæld den ubagte granola på en bageplade beklædt med bagepapir og bag i en forvarmet ovn ved 165 grader i 30 minutter.
Rør i blandingen jævnligt, så alt bliver bagt. Er granolaen ikke tør, når de 30 minutter er gået, skru da ned for varmen og giv det ekstra tid, til det er tørt. Lad granolaen køle helt af, inden den hældes i en lufttæt beholder.


Servér granolaen på havregrød som her, på yoghurt, skyr, til desserten eller bare som en snak. Mmh....
Bon appetit!

Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , ,