Spæd sommersalat af perlebyg


Bare navnet lyder lækkert: Spæd sommersalat af perlebyg. Mmh... For mit vedkommende leder det mine tanker hen på en lun sommeraften, hvor maden serveres og spises udendørs, og hvor den ledsages af en kølig hvidvin, hygge og ikke mindst godt selskab. Sådan en aften går man aldrig fejl af - og jeg håber, at der kommer mange af disse, når varmen trænger sig på, og vores bare ben luftes.
Jeg har netop vedtaget, at denne salat må serveres for sommerens søde gæster.

I denne sommersalat, som serverer én person var der
50 g perlebyg
Et nip himalaya salt
1/4 agurk
1 lille håndfuld hakket frisk persille
50 g friske blåbær
1 spsk gojibær
2 forårsløg
1 stor håndfuld friske spæde spinatblade
1 Jonagold æble (fordi de er så dejligt sprøde i skrællen, saftige og fuld af smag!)


Kog perlebyggen efter anvisningen på posen, tilsæt et nip himalaya salt og lad den køle af. Skyl imens spinaten og lad den dryppe af over en si. Snit forårsløgene i fine skiver, hak persillen groft og udhul agurken og snit den i skrå skriver på ca. ½ cm.
Anret nu de afdryppede spinatblade i en skål eller en dyb tallerken og bland persille, forårsløg, blåbær, gojibær og agurk med den afkølede perlebyg. Snit til sidst æblet i fine skiver, anret oven på spinatbladene og hæld med en ske forsigtigt perlebygblandingen over.
Server med frisk persille og et par ekstra blåbær på toppen.


Jeg var så heldig athave en dadelbalsamico stående, som jeg købte i Spanien sidste sommer. Den smagte himmelsk over salaten og er meget anbefalelsesværdig!
Bon appetit!

PS: Ja!, der er lidt overfyldt af billeder her - men jeg har fået nyt kamera! Og jeg elsker det allerede!

Etiketter: , , , , , ,