Udvidelse &...


... a BIG decision!
Jeg har taget en, for mig, ret stor beslutning for et par dage siden om at udvide min blog. Jeg har gået længe (læs: meget LÆNGE) og tænkt over, om det nu er klogt at udvide. Jeg er dog kommet frem til, at det er det - både for mig og forhåbentligt også for jer søde læsere.
Jeg har gået og puslet med idéen om en udvidelse, og jeg har skænket mine idéer mange mange tanker de seneste par måneder. Jeg elsker at lave mad, og jeg elsker at nyde den, men jeg elsker også andre ting, og jeg har andre passioner, som jeg gerne vil dele med jer. Det drejer sig blandt andet om kulturelle oplevelser og arrangementer, restaurant - og cafébesøg, bøger, mode, min livsstil generelt samt livets små finurligheder, som man jo aldrig kommer uden om, og heldigvis for det! 

Hvem skriver på bloggen?
Mit 'main-focus' vil højst sandsynligt stadig komme til at ligge hos maden, sund kost - og livsstil, da jeg prioriterer dette meget højt i forhold til mit velvære. Jeg vil gerne kunne dele ud af mine tanker og mine oplevelser her på bloggen, da jeg mangler mere personlighed i den. Jeg tænker tit over, hvad der springer i øjnene på mig selv, når jeg læser en god blog; og det er altid det personlige præg, som mine yndlingsblogs har tilfælles. Jeg savner selv at kunne dele ud af andet end min mad og hvad der sker i mit køkken; jeg har en hverdag, jeg har oplevelser (og forhåbentligt mange flere), jeg har stunder, og jeg har tanker, tips, gode bøger og en livsstil, som jeg gerne vil dele med jer. Med dette flyvende rundt i mit hoved blev beslutningen om en udvidelse taget - og jeg glæder mig til at komme i gang!

Perfektionismen & glæden
Det at blogge virker meditativt for mig, jeg får ro i mit sind og fornyet energi af at planlægge indlæg og skrive dem. Det er lidt paradoksalt, idet jeg er en anelse perfektionistisk (for ikke at sige meget, hvad angår nogle ting - heriblandt bloggen), og derfor vil jeg langt hellere lave ét godt indlæg end 5, som er lavet med det halve hjerte. Det kræver planlægning, indkøb samt tid at blogge, dog føler jeg langt fra, at det er en pligt. Det er noget, jeg prioriterer, og for mig er det en fornøjelse at blogge samt at få feedback på det, jeg laver. Jeg slapper af med det, nyder det og muligheden for at kunne dele ud af mine tanker, min mad og min livsstil er noget jeg glæder mig til. Med dette kan jeg blogge om alt mellem himmel og jord, alt der falder mig ind, alt jeg går og tænker på og alt det, jeg har lyst til at dele med jer. Jeg håber, at I vil synes om det - ris/ros er mere end velkommen.
Anna

Etiketter: ,