Sommerhus, sommerlæsning & 25 grader...

Ferie er lig med selvvalgt læsning
Jeg befinder mig i disse dage i mine forældres sommerhus sammen med min kære mor, og jeg nyder det i fulde drag. Jeg nyder at slappe af, at koble fra, at nyde naturen og ikke mindst nyder jeg, at der er tid til at smide sig med en bog og virkelig fordybe sig. Jeg er pt. i gang med Englemagersken af Camilla Läckberg. Den blev revet ned fra hylden i Føtex. så snart jeg havde lagt Fyrmesteren fra mig. Desværre er den næste bog i serien om Erica, Patrick og Fjällbackas turbulente mordsager endnu ikke at spore, så jeg tyr til Liza Marklund, så snart Englemagersken er læst.
Ud over denne læser jeg Skinny Bitch endnu engang. Jeg købte den for år tilbage i London, og jeg kan forstå, at denne bog er blevet hypet en del her i blogverdenen - hvilket jeg kun kan bifalde; bogen er fantastisk! Jeg læser den bestemt ikke for at tabe mig, men udelukkende for at blive inspireret og for at få et spark bagi ind imellem - og det virker! Bogen er hylende morsom, og forfatterne giver en forklaring (og opsang! - og bestemt ikke af den kærlige slags) på hvorfor og hvordan, man bør spise sundere og opgive diverse dårlige vaner samt fødevarer. Jeg kan kun varmt anbefale bogen - og ligeledes anbefale at man, som jeg, læser den et par gange om året, lidt lig Loven om Tiltrækning, som jeg læser, når jeg har brug for at tage min tankegang eller mit perspektiv op til overvejelse. Denne bog er en fornøjelse at læse, da den er særdeles oplysende, al viden omkring hvad, hvorfor og hvordan er begrundet, og så giver den virkelig det ovennævnte spark i r...., når man har brug for det. Læs den hvis ikke du allerede er i gang og bliv en Skinny Bitch.
Ind imellem åbner jeg også PARIS mon amour!, som jeg læser i, fordi jeg elsker Frankrig, og jeg elsker Paris. Det ligger til familien, at vi alle er lidt frankofile, da Provence og Sydfrankrig generelt har været foretrukne feriemål (lige ud over London, of course..) - arv og miljø, just sayin'... Denne bog er en alle tiders inspirationskilde, da mit næste ferieprojekt er en forlænget weekend i kærlighedens by. Og gå endelig ikke fejl af, at det er en 'rejsebog'. Den er på ingen måde en typisk Turen Går Til, men derimod forfatterens fortælling om smukke og inspirerende steder, som alle er at finde i Paris.


Sol, strand & autentiske Thyborøn
Ud over at stikke næsen i fritidslæsningen (og ind imellem nippe til rosé, Lambrusco eller hvidvin), har vejret været helt fantastisk, hvilket selvfølgelig gav anledning til både en strandtur, en terrassetur samt en gåtur med mine forældres skønne hund. Vi har tilmed spist alle måltider ude - selv her til aften hvor vi sad i 25 grader og spiste klokken 20.30 med solen på vej ned over Vesterhavet. Når den danske sommer viser sig fra denne side, bliver jeg gerne i det ganske land, frem for at drage længere mod syd... Især når jeg kan nyde de varme grader nær Thyborøn, som er et af mine favoritsteder at befinde mig - selv når vejret ikke byder sig fra sin bedste side. Thyborøns og omegns indbyggere er nogle af de mest venlige, jeg endnu har mødt, og deres dialekt er noget af det mest charmerende jeg endnu har hørt - det til trods at når de virkelig 'giver den gas' med snakken, står jeg måbende og uforstående. Stedet er meget uprætentiøst, hvilket afspejler sig i de mennesker, man møder på sin vej.



Fisk, helt frisk fisk!
Vores frokost såvel som vores aftensmad bestod af fisk, da vi befinder os tæt på Thyborøn, som er stolte af at have Danmarks største fiskerihavn - på trods af at den ikke ligner en sådan. Det er dog fantastisk at handle hos den lokale fiskehandler, som har en hel del at byde på, alt efter hvad der er kommet ind med fiskekutterne til auktionen. Det er et privilegium at få lov til at nyde så frisk fisk ved ethvert måltid, og det er noget af det, jeg værdsætter allermest, når jeg er heroppe - dét og at stranden ligger 200 meter væk.... I går aftes spiste vi i Thyborøn, hvis restauranter og spisesteder serverer noget af det bedste fisk, jeg længe har fået. Det er altid en fornøjelse at spise ude i området - igen er det uprætentiøst, og så emmer det af ferie her i sommeren.
Vores frokost bestod af rugbrødsmadder med røget hellefisk samt laks, makrel, sild og grønt. Ud over at en bestanddel af vores frokost bestod af fisk, indkøbte vi i dag 500 gram kulmule, som blev bagt i ovnen - den smagte skønt, og den kommer snart på bloggen...

Etiketter: , , , , , , ,