mandag den 3. september 2012

Blåbærscones Med God Samvittighed


Jeg bagte i går disse blåbærscones, som er en himmerrigsmundfuld med god samvittighed - hvis man da ikke får fingre i dem alle sammen på én gang... Jeg tror, at de vil egne sig rigtig godt som en dejlig snack - og i særdeleshed som morgenmad eller som en del af et brunch eller frokostbord, mmh...
Jeg skulle egentligt læse lektier, hvilket jeg da også fik gjort, men min tendens til at bage som overspringshandling vandt endnu en gang over mig, hvorefter jeg indtog køkkenet. Jeg elsker at bage, og jeg elsker når duften af brød, kager, eller hvad man nu har i ovnen, spreder sig i det lille hjem. På forunderlig vis kobler jeg af i et køkken, og når jeg bager som overspringshandling, får mit hoved en ordentlig pause, så jeg efterfølgende igen er klar til at sidde med næsen i bøgerne. Jeg tænker, at en ny overspringshandling i form af et smut i fitnesscenteret vil gøre sig godt fremover ;-)

Til 12 blåbærscones med god samvittighed skal du bruge følgende

  • 4 dl fuldkornshvedemel
  • 2,5 dl havregryn
  • 2 dl hvedemel
  • 1 - 1,2 dl rørsukker (alt efter hvor søde de skal være)
  • 1 spsk bagepulver
  • 2,5 dl blåbær
  • 1 - 1,5 dl mælk (soja-/ris-/mandel-/hasselnød-/skummet- eller minimælk)
  • 2 æggehvider
  • 2 spsk raps - eller kokosolie
Og følgende skal du gøre
  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Bland de tørre ingredienser på nær blåbær i en skål for sig. 
  3. I en anden skål piskes mælk (1 dl), æggehvider samt olie let sammen.
  4. Tilsæt den våde blanding til den tørre og rør godt. Er dejen for tør tilsættes mere mælk. Er den for våd (eller bliver den for våd) tilsættes hvedemel for resten.  Dejen skal være klæg og ikke falde helt sammen, når den står for sig selv.
  5. Tilsæt nu blåbær og rør godt, men forsigtigt, i dejen.
  6. Beklæd en bageplade med bagepapir og læg, med to spiseskeer, de 12 scones på. 
  7. Bag ved 200 grader varmluft i 15 - 18 minutter, eller til de er gyldenbrune.

Bon appetit!


4 kommentarer:

  1. Uhm, hvor ser de bare lækre ud. Den opskrift er lige skrevet bag øret :-)

    SvarSlet
  2. Du skal glæde dig til, at den bliver fundet frem igen - de er så gode :-)

    SvarSlet
  3. Nu har jeg lige fundet din blog, og ej hvor er den bare inspirerende!
    Måske et dumt spørgsmål, men kan man godt bruge frosne blåbær?

    Mvh Pernille :)

    SvarSlet
  4. Hej Pernille. Det er jeg glad for at høre, dejligt at den inspirerer!
    Jeg tror ikke, der er noget i vejen for at bruge frosne blåbær, de "smatter" måske bare lidt mere ud, hvis du forstår. Men det gør jo i realiteten ikke noget :-)
    Kh Anna

    SvarSlet