fredag den 7. september 2012

Grove minigaletter til madpakken


Med skolen følger madpakken. Også selv om vi har lokaler tæt på universitetets allerbedste kantine, som man hver dag har lyst til at gå over i og købe en lækker-smækker (true story!) bland-selv salat. Jeg holder mig dog i skindet og har endnu ikke gjort det - men dagen truer forude, og jeg skal nok snart få fingrene i en lækker blandet salat, mmh... Indtil da (og efter!) laver jeg selv madpakke. Det er selvfølgelig langt mere økonomisk end at bruge 35 kr. om dagen i kantinen, men det er også hyggeligt at have noget hjemmelavet med. I sidste uge var det denne tunsalat og galetter, i denne har det været melon og resten af min powergrød, som var et godt lille mellemmåltid, samt lækre gulerods-grovboller med pålæg, som også snart kommer på bloggen. Man skal ikke undervurdere madpakken, for hvor kan den dog være lækker...

Til ca. 8 minigaletter skal du bruge

  • Dej:
  • 150 g groft rugmel
  • 100 g havregryn
  • Ca. 1/2 dl oliven - eller anden madolie
  • 1 tsk havsalt/himalaya salt
  • 1,2 dl vand
  • Fyld:
  • 1 æg
  • 4 æggehvider
  • 1/2 dl mælk (soja -, ris -, mandel -, laktosefri -, almindelig mælk, lige det du foretrækker)
  • En smule salt og peber
  • 1 løg i halve ringe
  • 1/2 lille broccolihoved i små buketter
  • Ca. 10 - 14 cherrytomater i kvarte
  • Frisk basilikum
To do
  1. Bland de tørre ingredienser til dejen sammen. Tilsæt vand og olie og rør godt. Stil dejen i køleskabet i minimum 15 minutter og gerne 30, før den skal rulles ud til små tærter.
  2. Imens laves fyldet: Pisk æg og hvider let og tilsæt mælk samt salt og peber. Snit grøntsagerne så de er klar til at komme i tærterne. 
  3. Når dejen er klar delen den i to og først rulles den ene ud til små runde forme mellem to stykker bagepapir, dernæst den anden. Det skulle gerne blive til 8 små tærter, plus minus. 
  4. Fordel grøntsager efter smag på de små runde stykker dej, som nu skal foldes: fold kanterne på dejen ind over fyldet (dog ikke så det lukker til) og klem siderne godt sammen med fingrene, så de åbner sig igen. 
  5. Hæld nu æggemassen med i de små tærter, læg lidt basilikum på toppen (de smager så godt, når det er bagt med) og bag ved 200 grader varmluft i 20 - 25minutter, eller til de er gyldne på toppen, og æggemassen er som æggekage. 


Haps! & Bon Appetit!

3 kommentarer:

  1. hej anna, hvad tager du dine billeder med. lækkert lys du får lagt dig på billederne synes jeg :-)
    /samir

    SvarSlet
  2. Hej Samir :-) Jeg tager mine billeder med en Canon 600D. Jeg prøver så vidt som muligt at tage billederne i dagslys ved et vindue, ellers har jeg en spotlampe, som sommetider hjælper mig med lyset :-)
    Kh A

    SvarSlet
  3. Har de evt. andre idéer til hvad man kan putte i, bl.a. i stedet for broccoli?

    Kh Cecilie

    SvarSlet