fredag den 8. februar 2013

Blot en anbefaling; Jagten


Har du endnu ikke haft "fornøjelsen" af at se Jagten i biografen, får du hermed en anbefaling med på vejen: mine gåseøjne omkring Jagten ligger til grund for, at denne film rørte mig på alle tænkelige måder; den rørte ved min sympati, ved mit had, ved min glæde og ved min sorg.
Filmen er på mange måder fuldkommen ubærlig at se. Den skildrer et liv, som brik for brik falder fra hinanden, et liv som ingen må have lysten til at leve og et liv, som med garanti aldrig bliver det samme igen. Dette liv er skildret så personligt og så frygtelig virkeligt, at man gennem filmen opbygger et intenst forhold til hovedpersonen samt til hans relationer til de mennesker, han omgås og ikke mindst til byens borgere, som med ét vender ham ryggen.
Personligt følte jeg, at jeg gik i et med lærredet; jeg var tilstede lige dér, hvor tingene udspillede sig, i tykt og i tyndt - og i medgang og modgang. Jagten tog mig med storm, dog ikke kun på det positive plan; jeg er som regel ikke forfærdelig sart hvad angår film, men denne tog jeg med mig hjem - og jeg tog den med mig under dynen, med på arbejde og sågar med videre i mine sociale relationer dagene derpå. Det tog mig nogle døgn at ryste den af mig; jeg måtte have den på afstand for at kunne kapere den og de ting, den rørte indeni mig. Mens filmen kørte, væltede følelser op i mig, som jeg ikke troede var muligt, en film kunne fremkalde. Det had jeg følte var ægte og ligeledes var den sorg, som tog sine tårer med på vejen.
På trods af at Jagten er en barsk oplevelse, er den så absolut det hele værd; den fik mig til at reflektere -  ikke kun over tilværelsen, men også over vores samfund og ligeså vores (sommetider) fordømmende tankegang, som i disse (og andre) tilfælde burde tages op til revision. Har vi virkelig ret til at dømme folk, som kan være uskyldige - i al fald indtil det modsatte er bevist?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar