lørdag den 7. juni 2014

Nyt Liv // Sommer


Av mit hjerte
Jeg har taget en beslutning: der skal være nyt liv på bloggen! Jeg har haft en efterhånden lang pause grundet forskellige omstændigheder; min søde mormor gik bort i starten af dette år, hvilket har fyldt meget i tankerne og efterladt et enormt savn. Hverdagen går som vanligt selvfølgelig videre; vi har det sjovt, vi hygger os, vi nyder tilværelsen, dog går der ikke en dag, hvor hun ikke er i mine tanker. Søde, elskede mormor.
Jeg har ligeledes været igennem et brud med min tidligere kæreste, hvilket ikke var sjovt, da det ikke foregik under de bedste omstændigheder. Trods det var vi dog til sidst enige om, at det var det rigtige at gøre. Det har som selvfølge medført nye vaner og nye tanker. Vi boede (meget) langt fra hinanden, hvilket i høj grad har været positivt i en situation som denne - bruddet har ikke været så hårdt, som jeg tror, det ville have været, havde vi boet nærmere hinanden. Det har dog alligevel været en tilvænning; en tilvænning til ikke at kunne dappe en tur til København, når jeg følte for det, en tilvænning til ikke at få min tidligere bopæls fiks og en tilvænning til at undvære et menneske, som man har haft kært og nært.

Nyt liv til både bloggen og jeg
Jeg er i mellemtiden flyttet; tættere på mit studie, tættere på veninder og længere væk fra andre skønne mennesker i mit liv. Jeg har skiftet mit ene fritidsjob ud med to nye og har endvidere formået at afholde projekt, skrive rapport og aflevere første eksamensopgave ud af to. Jeg sidder i skrivende stund og arbejder på den næste og pønser allerede på nye indlæg, nye opskrifter og nye vinkler på bloggen, som vil få nyt liv.
Dette nye liv til bloggen vil bestå i andet end kun madopskrifter. Misforstå mig ret: jeg elsker at lave mad, dog elsker jeg også mange andre ting - deriblandt kunst, litteratur, smukke urbane rum, hverdagens små finurligheder og livets mange overraskelser....

Nyt kamera
Desuden har jeg investeret i ovenstående hybridkamera fra Canon, deres EOS M. Jeg knuselsker mit Canon EOS D600 spejlrefleks, men hvor er det tungt at have med rundt, når man har andre planer end at gå og tage billeder. Jeg vil forsøge med dette lille nye (og smarte!) kamera, og så må jeg se, om kvaliteten er fyldestgørende - eller om det skal sælges igen.

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen
Jeg har naturligt brug for mine blogpauser (denne en laaang en af slagsen), men nu er det slut for denne gang, og jeg skal have gang i mit hjertebarn igen; jeg savner det sådan!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar