lørdag den 7. juni 2014

Red Juice // Pure Goodness



Jeg har købt en juicer. Bum, så er det sagt. Jeg elsker den allerede højt og spår, at jeg jeg kommer til at bruge den hele sommeren (og vinteren!). Da jeg modtog den i foregårs, cyklede jeg fluks ud for at købe grøntsager; så mange, at de knap kunne være i min cykelkurv! I går morges gik det løs, og jeg pressede (eller; maskinen pressede for mig) lidt over en liter ren sundhed.

Til den røde juice brugte jeg....
Rødbeder, som er søde grundet dens naturlige sødestoffer. Denne er medvirkende til at give øjeblikkelig energi, så man ikke føler sig træt. Desuden er rødbeden medvirkende til at holde blodet sundt og rense ud grundet de mange antioxidanter, den indeholder. Ligeledes har den vist sig at være gavnlig, hvis man ønsker at sænke kolesterolniveauet. Endvidere hjælper den på produktionen af galde, som hjælper med at nedbryde fedt.
Gulerødder styrker hud og øjne. Juicen fra gulerødder virker beroligende for fordøjelseskanalen. Ligeledes siger man, at gulerødder er med til at forlænge den brune kulør, efter man har fået sol.
Agurk er medvirkende til at styrke nyre - og leverfunktionen, da den er rig på mineraler. Desuden hjælper den til at bevare en sund væskebalance, da den er rig på kalium.
Ingefær virker antiflammatorisk og hjælper på forkølelse. Ligeledes er den god mod gigt, herunder slidgigt, som jeg desværre i en alder af 25 lider af i mine ankler. Endvidere er den medvirkende til at forhindre blodpropper, den hjælper på fordøjelsen, behandler allergi, lindrer kvalme, migrænehovedpine, tandpine samt feber. Desuden hjælper ingefær på at reducere stress. Alt i alt må ingefær være min 'rod'; jeg lider af allergi; både nældefeber og laktoseintolerans, jeg er ofte stresset, har begyndende slidgigt i fodledene og er på p-piller. Derfor skal der ingefær i min juice, hver dag. Jeg er spændt på, hvor stor en forskel, jeg kommer til at føle i dagligdagen. På nuværende tidspunkt skal juicen prioriteres, således den kommer indenbords hver eneste dag - gerne en halv liter dagligt. Ligeledes er jeg spændt på at se, hvordan det kommer til at gå, når jeg ikke har læse - eller sommerferie længere ;-)

Til denne liter skal der bruges: 
  • 3 mellemstore rødbeder, vasket og evt. skrællet
  • 1/2 kg gulerødder, vasket, enderne skæres af
  • 2 store Jonagold æbler
  • 1/2 agurk, vasket
  • 1 limefrugt, skrællet/presset i tilhørende citruspresser
  • Ca. 4 cm frisk ingefær (min var ret rud og tyk), vasket
  • 5 stængler bladselleri, renset, enderne skæres af
Pres alle delene på din maskine, alt efter hvor meget den tager ad gangen. Hæld på en patentflaske og opbevar på køl. Jeg vil tro, at juicen kan holde sig en 3-4 dage i køleskab. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar